Normalt suger flertalsregeringen dramaet ud af dansk politik, men den sidste uge var højdramatisk. Her undgik regeringen at sætte sit papirtynde indenrigspolitiske flertal på prøve i afstemningerne om henholdsvis koranlov og FE-undersøgelse.

I første tilfælde blev regeringen reddet af De Radikale, der ganske synes at have glemt deres religionskritiske rødder.

I FE-sagen tog SF-formand, Pia Olsen Dyhr, dygtigt energien ud af oppositionens stormløb og brugte den til at få gennemført SF politik.

Retsordfører Karina Lorentzen jokede på talerstolen med, at hun skulle have båret skudsikker vest i mødet med kugleregnen fra den rasende rest-opposition.

Det brede smil kan hun godt beholde en rum tid endnu.

Regeringen stemmer for SF-politik og siger “mange tak”

For mens højrefløjen raser, så griner Pia Olsen Dyhr og resten af SF hele vejen til banken.

Ikke alene har det fået regeringen til at stemme for SF's politik. Regeringen siger endda mange gange tak for ulejligheden.

Det er ikke hver dag, man ser socialdemokrater og venstrefolk i den rolle.  

Alligevel er forliget også en sejr for justitsminister Peter Hummelgaard (S)

SF har dermed demonstreret både taktisk snilde og principfasthed, der maksimerer partiets anseelse i regeringen, undersøger Samsam-sagen, udvider undersøgelseskommissionens mandat og styrker Tilsynet med Efterretningstjenesterne.

Det sidste har altid været et SF-ønske og udgør den største sejr for partiet. Her har socialdemokraterne givet markante indrømmelser.

Alligevel er forliget også en sejr for justitsminister Peter Hummelgaard (S). Han kan både holde ideologiske brandtaler fra ølkassen og lukke svære forlig, som vi så det med Arne-pensionen.

Aftalen styrker de i forvejen gode bånd mellem Socialdemokratiet og SF og rykker sidstnævnte tættere på det eftertragtede stempel som “regeringsduelig”.

Lidt for lange fingre efter lidt for unge piger

Samtidig med at man anerkender SF for at have spillet sine kort perfekt, så bør hele processen også vække bekymring.

For ikke så forfærdeligt mange år siden, så stod partier som Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative last og brast om efterretningstjenesterne og værnede om behovet for et vist niveau af hemmelighedskræmmeri.

Det er en farlig udvikling, for grundlæggende har vi brug for institutioner som FE til at beskytte os mod russerne og islamisterne

Dengang var det den yderste venstrefløj, der krævede åbenhed og undersøgelser og mistænkeliggjorde den “dybe stat”.

Nu er vi så der, hvor spørgsmål om national sikkerhed afklappes i sidste øjeblik som led i studehandler udløst af usikkerheden om uprøvede folketingsmedlemmers lidt for lange fingre efter lidt for unge piger.

K degenererer ud i trumpisme og konspirationsteorier

Det er en farlig udvikling, for grundlæggende har vi brug for institutioner som FE til at beskytte os mod russerne og islamisterne.

At efterretningstjenesterne i dag er gjort til politiske kamppladser skyldes især De Konservatives degenerering ud i trumpisme og konspirationsteorier.

Det er et symptom på en dybere krise i det borgerlige Danmark

Der var engang, hvor forsvarsvenlige konservative ville have korset sig over at give SF'ere indflydelse på rigets sikkerhedspolitik. Nu gælder alle kneb i kampen mod Mette Frederiksen (S) og departementschef i Statsministeriet, Barbara Bertelsen.

Landsdommere, PET-chefer og rigsadvokater anses uden videre for at være fulde af løgn og delagtige i konspirationen mod tidligere forsvarvsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og tidligere FE-chef Lars Findsen.

Fra magtkritisk til institutionsfjendtlig 

Borgerlige medier som Berlingske og Weekendavisen og partier som De Konservative er i FE-sagen gået fra selverklæret magtkritiske til decideret institutionsfjentlige.

Det er et symptom på en dybere krise i det borgerlige Danmark, hvor forsvar for systemet synes trængt i baggrunden til fordel for indædt mistillid.

Det er en udvikling, der ikke kun skader De Konservative, men også kan have langsigtede konsekvenser for det danske demokrati.

For på sigt er det farligt, hvis et samfundsbærende parti som De Konservative stiller sig for langt ud på yderfløjen.